25.07.15, KL. 20:00 m.b.dk
1/3 detektiv, 1/3 historiker, 1/3 politisk lobbyist
Af: Jens Anton Bjørnager, Michael Alsen Lauridsen

Chefnazijægeren Efraim Zuroff agerer spydspids i slutspurten af mere end et halvt århundredes israelsk jagt på krigsforbryderne bag nazisternes systematiske udrydelse af op mod seks millioner jøder.

Efraim Zuroff holder afvæbnende hænderne op foran sig, da den danske historiker præsenterer ham.

»Yes, yes, the great nazijäger,« siger han på gebrokkent engelsk-tysk og slår en høj latter op.

Den hærdebrede israeler kender udmærket sit eget rygte som de efterhånden aldrende nazisters skræk.

Berlingske møder Efraim Zuroff tirsdag formiddag i lobbyen på det fashionable hotel Skt. Petri i København. Han er i byen for at politianmelde den 90-årige dansker, Helmuth Leif Rasmussen, for krigsforbrydelser, og for at presse anklagemyndigheden til at forfølge sagen.

Under kalotten kigger tjavser af grå hår frem, og den 66-årige nazijægerchef fra Simon Wiesenthal Centeret taler med en kraftig chicago-accent.

»Listen to me,« begynder han:

»Jeg er sikker på, at jødiske organisationer og jøder over hele verden er meget ivrige efter at se folk som Rasmussen blive retsforfulgt for deres forbrydelser«.

I hotellobbyen har Efraim Zuroff selskab af museumsinspektør Dennis Larsen fra Frødslevlejrens Museum og lektor Therkel Stræde fra Syddansk Universitet. Sidste år udgav de to danske historikere bogen »En skole i vold«, hvor de offentliggjorde materiale fra den danske arkivskat, som kan vise sig at være nøglen til det første retsopgør i 65 år med en dansker involveret i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig. Helt konkret er der tale om den i dag 90-årige Helmuth Leif Rasmussens egne skildringer fra Bobruisk-udrydelseslejren i Hviderusland, som han i tiden efter krigen gav til dansk politi.

Bogudgivelsen fik sidste år hverken politikere eller anklagemyndighed herhjemme til at reagere. Men de nye oplysninger om danskeres rolle i massemordene i den hviderussiske arbejdslejr vakte internationalt så meget opsigt, at chefnazijægeren Efraim Zuroff denne uge fløj til København for personligt at politianmelde den 90-årige dansker.

»Vi vil have disse mennesker stillet til ansvar,« siger Efraim Zuroff, som efter eget udsagn har været involveret i »lidt mere end 36 sager«, hvor en anklagemyndighed enten har sat en officiel undersøgelse af sagen i værk eller rejst en tiltale.

»Jeg ville ønske, det var flere! Men for Guds skyld, jeg er født efter Anden Verdenskrig, jeg startede meget sent. Jeg er jaloux på folk som (Simon, red.) Wiesenthal, som havde en chance for at gå efter de højest rangerende naziforbrydere – jeg får de lidt lavere rangerende …,« når chefnazijægeren at sige, før han afbryder sig selv og skifter spor.

»Listen,« siger han igen:

»Jeg fik stillet den sidste levende kommandør af en KZ-fangelejr til ansvar. Det er nok den vigtigste sag, jeg har haft med at gøre. Men sådan kan jeg ikke arbejde, jeg står ikke og siger: »Jeg kan ikke få Mengele? Jeg kan ikke få Eichmann? Så glem det«. Kz-kommandøren, som Zuroff henviser til, var kroatiske Dinko Sakic, der gemte sig i Argentina, til han i 1998 blev fundet og udleveret til retsforfølgelse i sit hjemland. Her blev han samme år idømt 20 års fængsel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Dinko Sakic døde i 2008 af hjerteproblemer. Senest har Efraim Zuroff været involveret i sagen mod den tidligere Auschwitz-bogholder Oskar Gröning, som i juli blev idømt fire års fængsel i Tyskland for medvirken til massedrab. Ifølge Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthal Centeret kan man ikke gradbøje jagten på retfærdighed for holocaust-ofrene.

»Jeg mener ikke, det kræver nogen særlig motivation for at ville stille nazistiske krigsforbrydere til ansvar. Det er det mest elementære, jeg kan forestille mig. Her har vi at gøre med ondskab for ondskabens skyld og nogle af de værste tilfælde af forfølgelse og mord på uskyldige civile«.

Simon Wiesenthal Centeret og den israelske nazijæger har ikke lavet en selvstændig efterforskning af den 90-årige dansker. Politianmeldelsen beror alene på materiale indsamlet af danske historikere.

Berlingske har besøgt den tidligere frikorpsmand, som i dag bor i hovedstadsområdet, Over for avisen benægter Helmuth Leif Rasmussen at have skyld i krigsforbrydelserne i Bobruisk-lejren, hvor han lige som andre Frikorps Danmark-medlemmer under krigen var udstationeret. Det til trods for, at politiafhøringer fra efterkrigstiden viser, at han var vidende om, hvad der foregik i Bobruisk. Her beskriver han deltaljeret, hvordan jødiske fanger blev bedt om at afklæde sig og lægge sig ned i en massegrav, hvorefter de blev likvideret med pistolskud. I dag fortryder Helmuth Leif Rasmussen, at han fortalte om tiden i lejren.

»Vi var kun rekrutter. Vi var der for at blive uddannet til soldater, og det andet havde vi ikke noget med at gøre. [...] Jeg skulle aldrig have fortalt, at jeg så de grimme ting. Jeg tænkte ikke, at det kunne skade mig,« siger Helmuth Leif Rasmussen, som under interviewet med Berlingske i forrige uge flere gange spørger ængsteligt, om chefnazijægeren under sit besøg i Danmark mon pludselig tropper op på hans adresse.

Det gjorde han ikke. Men den 90-åriges ængstelse bekræfter, at historierne om tidligere tiders israelske nazijægeres metoder også er nået det danske frikorpsmiljø.

Efraim Zuroff, nutidens nazijæger, benytter sig af retssystemer og politisk pres for at stille de aldrende nazister til ansvar. Sådan har det ikke altid været.

Hans forgænger i nazijægergebetet, Simon Wiesenthal, spillede efter eget udsagn en central rolle i bortførelsen af SS-officeren, som af flere kilder bliver beskrevet som arkitekten bag holocaust.

Adolph Eichmann havde rang af obersturmbannführer, hvilket svarer til oberstløjtnant, og han stod i spidsen for nazisternes systematiske udrydelse af jøder i blandt andet lande som Østrig og Tjekkoslovakiet. Ved krigens afslutning blev han pågrebet af de allieredes styrker, men i 1946 lykkedes det ham at flygte fra en interneringslejr og sidenhen undslippe til Argentina med hjælp fra tyske forbindelser i Vatikanet.

I 1954 sendte Simon Wiesenthal, der ved krigens afslutning begyndte at jage de flygtende nazister, en rapport med efterretninger om Adolph Eichmanns ophold i Argentina til Den Jødiske Verdenskongress og til den israelske konsul i Wien. Men først i 1960 slog den israelske regering til.

Et hold ubevæbnede agenter fra Mossad overvågede gennem flere dage Adolph Eichmann, før de 11. maj 1960 sprang på ham på vej hjem fra sit arbejde på en Mercedes Benz-fabrik, og de bortførte ham til et lejet hus. Ti dage senere blev han i al hemmelighed fløjet til Jerusalem, hvor han i 1962 blev henrettet ved hængning i Ramla-fængslet, dømt til døden i Israel for mordet på millioner af jøder under krigen.

Eichmann-historien er ikke enestående. Den israelske efterretningstjeneste satte i årtierne efter Anden Verdenskrig en ære i at skabe frygt blandt de undslupne nazister, hvoraf flere havde søgt tilflugt i sydamerikanske lande.

I en anden bemærkelsesværdig operation i 1965 sendte Mossad en enkelt agent i forklædning som østrigsk forretningsmand til Brasilien med en ordre om at likvidere »Bødlen fra Riga«, Herbert Cukurs.

Under krigen var Herbert Cukurs medlem af den berygtede Arajs Kommando-gruppe, som bl.a. nedbrændte synagoger med deres jødiske ofre fanget indeni. Derudover tog Herbert Cukurs ifølge øjenvidneberetninger personligt del i den blodige Rumbula-massakre, hvor omkring 25.000 jøder blev dræbt.

Det lykkedes Mossads hemmelige agent, gennem flere ugers arbejde, at blive venner med Herbert Cukurs, som blev overtalt til at tage med agenten til Montevieo i Uruguay i jagten på et forretningseventyr. De to mænd besøgte flere bygningskomplekser for at finde et egnet sted til deres forretninger. Men i det sidste hus stod fire Mossad-agenter kun iført underbukser klar.

Herbert Cukurs, som på det tidspunkt var 65 år, var stadig en kraftfuld mand. Men idet han trådte inden for, sprang de fire nøgne agenter på ham. Planen var at passificere Herbert Cukurs, læse anklagerne mod ham op, dømme ham til døden og eksekvere dommen på stedet.

Men »Bødlen fra Riga« kæmpede så meget imod, at Mossad-folkene i stedet dræbte ham med to pistolskud under slagsmålet.

Agenterne havde taget tøjet af for at undgå at vække opsigt med blodige plamager under flugten tilbage til Israel. I dag tager Simon Wiesenthal Centeret, som har hovedkvarter i Chicago, mere fredelige metoder i brug i deres jagt. Selv beskriver Efraim Zuroff sig som »en tredjedel detektiv« for at finde frem til de undvigende nazister; »en tredjedel historiker« for at opspore beviserne, der ofte findes i gamle arkiver; og »en tredjedel politisk lobbyist« for at skabe politisk pres og opmærksomhed omkring sagerne.

Om det lykkes den internationale nazijæger at sætte gang i et dansk retsopgør med Helmuth Leif Rasmussen i hovedrollen, er i øjeblikket op til anklagemyndigheden for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, som har overtaget fra Københavns politi efter anmeldelsen.

Historikere og jurister påpeger, at det er sidste udkald for et retsopgør med danske nazisters krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig.

Selv bemærkede Efraim Zuroff til de fremmødte journalister på Halmtorvet i København, efter han indgav anmeldelsen på Station City:

»Hvis en person er i live og rask nok til en retssag, er der ingen grund til at ignorere sagen. Sådan en person er den sidste, der fortjener, at en sag bliver droppet«.

m.b.dk