21. jul. 2015 - kl. 13:10 ekstrabladet.dk
Kendt nazijæger i København: Dansk kz-morder fortjener ingen barmhjertighed
Af: David Rebouh , Simon Terpager Schultz

Den verdenskendte nazijæger Efraim Zuroff er i Danmark. Han mener ikke, at de danske myndigheder har gjort nok for at retsforfølge en dansk mand, der angiveligt var vagt i en hviderussisk udryddelseslejr under Anden Verdenskrig.

De danske myndigheder vil ikke tage affære og retsforfølge en 90-årig dansk mand for at have deltaget i nazistiske krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig.

Sådan lyder udlægningen fra verdens førende nazijæger Efraim Zuroff, der derfor er troppet op foran politistationen på Halmtorvet i København for at indgive en anmeldelse af den 90-årige, der ifølge Berlingske var Frikorps Danmark-soldat under krigen.

- Det er vigtigt, at der indledes en efterforskning af de her forhold, så jeg vil nu gå ind og indgive en anmeldelse for at få myndighederne til at reagere, siger Efraim Zuroff, øverste direktør i Simon Wiesenthal Centerets afdeling for efterforskning af nazistiske krigsforbrydelser, til de fremmødte journalister.

Nazijægeren er utilfreds med, at det danske justitsministerium ikke er gået aktivt ind i sagen, der handler om krigsforbrydelser begået i den hviderussiske udryddelseslejr Bobruisk.

- 90 procent af de indsatte i udryddelseslejren blev enten dræbt eller døde af anstrengelser som følge af tvangsarbejde. Det er vigtigt, at alle involverede kommer til at stå til ansvar. De fortjener ingen barmhjertighed, for det var det sidste, de gav deres ofre i lejrene, siger Efraim Zuroff og henviser til dokumentationen i bogen 'En skole i vold', der er skrevet af de danske historikere Therkel Stræde og Dennis Larsen.

I bogen beskrives blandt andet danskeren Helmuth Leif Rasmussens tid som vagt i den berygtede udryddelseslejr i Hviderusland.

Helmuth Leif Rasmussen, der i dag er 90 år, har dog over for Berlingske afvist enhver skyld og forklaret, at han var i  Bobruisk som rekrut og ikke vagt

Det er dog ikke kun Rasmussen, som Efraim Zuroff er ude efter under sit ophold i Danmark. Han vil også undersøge, om han kan finde frem til yderligere personer, der skal retsforfølges.

- Vi anslår, at der kan være op mod 20 nulevende personer fra Danmark, som deltog i krigsforbrydelser, det skal vi undersøge nærmere, siger han, som blandt andet begrunder behovet for et opgør med de 70 år gamle krigsforbrydelser som et vigtigt led i at bekæmpe Holocaust-benægtelse.

Efter at have indleveret sin mundtlige anmeldelse til politiet på Station City sagde Zuroff  til de ventende journalister:

- De har taget imod min anmeldelse, og jeg er forhåbningsfuld og opfordrer til en seriøs efterforskning. Det vil være en sejr for Danmark at få dømt hr. Rasmussen, og han fortjener ingen barmhjertighed, blot fordi hans forbrydelser er 70 år gamle. Men det kræver politisk vilje at gennemføre en retssag.

Helmuth Leif Rasmussen lever i dag under et andet navn.

ekstrabladet.dk