18. juli 2015, kl. 12.41 politiko.dk
Jødisk samfund støtter politianmeldelse af mulig KZ-vagt
Michael Alsen Lauridsen

Hvis det skal afklares, om en 90-årig dansker har medvirket til forbrydelser mod menneskeheden som vagt i en KZ-lejr, er en politianmeldelse vejen frem, mener Jødisk Samfund.

I starten af næste uge tropper en Efraim Zuroff op i Danmark.

Den 67-årige israeler bliver populært kaldt for en af verdens førende nazijægere, og hans ærinde på dansk jord er da også at anmelde en 90-årig dansker, der som medlem af Frikorps Danmark mistænkes for at have været vagt i en koncentrationslejr i Hviderusland under Anden Verdenskrig.

Anmeldelsen deler vandene, for nok er der enighed om, at det danske samfund har forsømt at give mange af de danskere, der kæmpede for nazisterne, den rettergang, deres handlinger har gjort dem fortjent dem til. Men det er trods alt vanskeligt at føre beviser i sager, der ligger mere end 70 år tilbage.

Hos Jødisk Samfund støtter man dog op om anmeldelsen, meddeler formand Dan Rosenberg Asmussen.

»Vi støtter en anmeldelse i og med, at det den vej kan afklares, om der er tale om forbrydelser mod menneskeheden. Vi er grundlæggende af den opfattelse, at de sager ikke forældes, og vi støtter en anmeldelse, fordi det er den eneste måde, vi kan afklare, om der er et reelt skyldsspørgsmål,« siger Dan Rosenberg Asmussen.

Efraim Zuroff er ansat hos Simon Wiesenthal Centeret, der siden 1977 har arbejdet for at udbrede viden om holocaust, nazisternes systematiske folkedrab på jøder, ligesom organisationen har lanceret en operation, der skulle arbejde på at få stillet nazistiske krigsforbrydere til ansvar for deres handlinger under Anden Verdenskrig.

Den 90-årige dansker afviser selv overfor Berlingske Nyhedsbureau, at han skulle have gjort sig skyldig i de anklager, som Simon Wiesenthal Centeret mistænker ham for.

politiko.dk